Standerstrygning

Læs om en vellykket afslutning på udesæsonen

Standerstrygning

Søndag den 29. oktober blev det til en sidste vemodig tur på vandet i Ratatorsk og Sleipnir, vores coastalbåde. Derefter kom gæsterne på besøg; udover egne medlemmer var der også besøg fra SSC (Schlei Segel Club), DRC (Dom Schule Ruderclub), DGzRS (Die Seenotretter) og Kanoforeningen. Vi var meget stolte af den store interesse fra andre foreninger, og der blev udvekslet erfaringer og knyttet kontakter.

Arrangementer startede med velkomsttale og beretning, derefter standerstrygningen og sang, mens flaget langsomt blev taget ned.

Senere blev der budt på kaffe og kage i store mængder, og folk blandede sig lidt og fik gode snakke på kryds og tværs i den efterårspyntede stue.

Stuen ligger heldigvis på førstesal, så helhedsindtrykket var meget hyggeligt med fotoshow i baggrunden. Umiddelbart mærkede man ikke noget til alle de skader, som klubben har lidt i forbindelse med stormfloden. Den ødelagte “Ameise” og andre ødelagte genstande var gemt ad vejen i værkstedet eller allerede smidt ud. Heldigvis var de elektriske installationer allerede blevet repareret.

Flere af gæsterne nød gæstfriheden og ytrede også ønske om at ville besøge os igen – så mon ikke de fornemmede den hygge, som vi gerne vil stå for.

Velkomsttale

Katrin beretter om den forgangne sæson med mange forskellige aktiviteter, udflugter og gøremål, men ikke mindste rigtigt mange kilometer på vandet.

Emil bliver rost for sine 400 km på vandet i denne sæson

Så er flaget nede

Kagebuffeten er klar og gæsterne kan komme