Newsletter forår

En dag går solen sin runde uden mig – men når forårssolen skinner, lever jeg

Benny Andersen

Siden sidst

Indtil slutningen af marts er der stadig mulighed for at deltage i vores sportstilbud; crossfit og roergometertræning. Man kan selvfølgelig fortsætte med roergometertræning eller e-roning efter tid og lyst, enten på eget initiativ eller man aftaler træningstider med andre klubmedlemmer.

Puls, pils og pasta

Puls, pils og pasta: Fredag den 24.3 havde vi en fantastisk dag og aften. Først lagde vi ud med at få pulsen op på ergometrene. Mange gav den lige en ekstra tand, motiveret af fællesskabet og den dejlige udsigt ud over vandet, som glimtede af solindfald og sølvfarvede krusninger. Dernæst lavede vi dejlig mad bl. a. hjemmelavet pasta med gorgonzola- og tomatsovs; alle var i gang i køkkenet med knive, spækbrætter og kagerulle. Aftenen afrundedes med pils, – og ja selvfølgelig også en god rødvin til at matche maden. Der var hyggeligt samvær og gode snakke!

Nyt

Foråret står for døren, og snart skal vi klargøre til den egentlige ro-sæson. Vi er mange, der glæder os til at komme på vandet igen.

Så småt titter solen frem med bud om, at nu skal vi ikke vente så længe mere. Inden da er der dog nogle praktiske opgaver, der skal klares:

Broen sættes i vandet

Den 11. marts bliver en arbejdsdag. Vi skal ved fælles hjælp have broen i vandet.

Derefter er der forårsrengøring og Schietsammeln.

Vi håber på talstærkt fremmøde og engagement. Tusind tak til alle, der støtter klubben denne dag!

Torsdag og Fredag den 23./24. marts fra kl. 19:00-19:00 vil vi prøve noget nyt for at afslutte vintersæsonen: Vi stiller os selv en challenge: Alle roere ror i løbet af disse 24 timer så mange kilometer, som vi nu kan, lægger kilometerne sammen og håber, at vi lander på mindst 422 km, altså 10 gange maraton i løbet af 24 timer.

Søndag den 26. marts 2023

kl. 13.30 er det så tid til at åbne udendørssæsonen med vores traditionelle standerhejsning, nærmere informationer følger.

Weekenden omkring den 1. og 2. april finder uddannelsen til korttursstyrmand sted. Der bliver flere undervisningsmoduler og praktiske øvelser op til den endelige praktiske prøve på vandet. Alle uddannede styrmænd er velkommen at deltage sammen med vores uddannelsesparate medlemmer.

Samme weekend, lørdag den 1. april, har vi åbent hus-dag fra kl. 10:00-13:00, hvor der vil være lidt til den søde tand samt nogle fælles aktiviteter. Vi håber på her at kunne vise klubben, vores både og skønne beliggenhed frem til folk fra byen og andre interesserede. Hjælpende hænder er velkomne denne dag. Efter åbent hus-dag vil nogle af vores medlemmer tage til Mikkelbergs vernissage. Sig til, hvis du har lyst til at komme med.

Efter påskeferien starter rokurser for begyndere; vi kalder det roskole. Målet er selvfølgelig, at vores nye roere så hurtigt som muligt får de første roerfaringer på vandet sammen med en instruktør samt erhverver sig elementær viden. Tag endelig kontakt via e-mail, hvis du tænker, at det kunne være noget for dig. Roskolen finder sted kl. 17:30-19:30 mandag, onsdag og fredag i ugerne 17, 18 og 19, se:

En lille påmindelse til aktive roere: Husk at forny svømmebeviset på 300 meter!

Tak til alle, der er med til at gøre klubben til et særligt sted at være!

Husk også livestreaming fra Aarhus Universitet: Den 28. marts kl. 19:00-21:00 Stjernens vilde liv og den 25. april Myrer.

Jeres bestyrelse